Om Skovbrynet Teaterskole

Hvad laver man?

Når man går til teater på Skovbrynet Teaterskole, går man på hold en gang om ugen fra september til maj.

På holdene laver vi en masse forskellige ting. Vi arbejder med improvisation, teatersport, mimik, sang, musik, stomp, karakterarbejde, udklædning, små teaterstykker, tilstedeværelse, koncentration, stemme, råbekor, tillid, fysisk teater og meget mere – alt sammen gennem forskellige lege og øvelser.

Der er altid en fantastisk stemning på holdene, når vi leger og optræder for hinanden.

En gang om året spiller alle teaterskolens hold en stor forestilling sammen og i månederne op til dette bruger vi selvfølgelig tiden på holdene til at øve. På de største hold, er eleverne også med til at finde på nogle af scenerne og replikkerne.

I forbindelse med forestillingerne afholder vi øveweekender – både på Teaterskolen, men indimellem også rundt omkring i landet på kolonier, hvor vi også overnatter.

Vi tager også på ture ud af huset. Vi tager f.eks. ind og ser andre spille teater og har også været på besøg på Efterskolen for Scenekunst.

En gang hvert andet år tager teaterskolens største hold til Lucena i Spanien, hvor vi har en venskabsteaterskole. Der spiller vi en forestilling på deres kæmpestore scene på en blanding af dansk, engelsk og spansk. Det er en kæmpe oplevelse og vi kommer altid hjem med masser af nye idéer og nye spanske venner.

Den spanske teaterskole kommer ligeledes til Danmark og bor hos. Det er med til at gøre båndene til Spanien endnu tættere.

Holdtider og pris

Lillehold (3. klasse):

Tirsdage kl. 14.30-15.30

Mellemhold (4.-5. klasse):

Mandage kl. 14.30-16.00

Storehold (6.-7. klasse):

Mandage kl. 16.00-17.30

Kæmpehold (8.-klasse og opefter):

Tirsdage kl. 16.00-17.30

Teknikhold (4. klasse og opefter):

Mandage kl. 17.30-19.00

Musikhold (4. klasse og opefter):

Tirsdage 17.30-19.00
Torsdage 14.30-19.00

Det koster 500 kr. halvårligt at gå på teaterholdene og 250 kr. halvårligt at gå til musik. Teknikhold er gratis for teaterskolens elever.

Værdigrundlag

På Skovbrynet Teaterskole sætter vi fællesskabet højest. Det er vigtigt for os, at alle får lov at prøve kræfter med både små og store roller og vi afholder derfor aldrig “auditions” eller lignende. Udgangspunktet er, at alle kan, hvis de får lov.

Når man går på Skovbrynet Teaterskole, er man en del af et forpligtende fællesskab, hvor alle spiller en vigtig rolle og ingen kan undværes. Alle har travlt i løbet af forestillingerne, hvor man snildt kan spille fem til seks forskellige roller.

 

Historie og faciliteter

 

 

Teaterskolen blev oprettet i 1995 af Pia Bornemann og Klaus Krogsgaard – de første 3 år finansieret af byudvalgsmidlerne og siden, ved aktive forældres hjælp, af Gladsaxe kommunes budget. I 2003 blev Teaterskolen udvidet med musik, scenografi og teknikhold.

Teaterskolen har pt. tre lærere ansat, men har også et stærkt bagland af frivillige lærere, forældre og bedsteforældre, der bakker op og hjælper uvurderligt meget til – især i forestillingsperioderne.

Teaterskolen har gennem tiden opbygget et anseeligt lager og har på nuværende tidspunkt over 300 m2 fyldt med alverdens kostumer, rekvisitter og kulisser, som er med til at gøre vores forestillinger fabelagtigt levende, men som også er rigtig sjovt at lege og improvisere med, når vi går på hold.

Vores teatersal ligger i kælderen på Skovbrynet Skole og har plads til 150 publikummer. Vi har gennem årene fået anskaffet os en masse fedt teaterlys og -teknik, så det næsten føles som at stå på en professionel scene, når vi spiller.

Tidligere forestillinger

 

På Skovbrynet Teaterskole har vi spillet et væld af forestillinger igennem de sidste 25 år. Vi skriver altid vores egne forestillinger – oftest som fortolkninger på et kendt forlæg. Desuden har Klaus Krogsgaard skrevet en masse original musik til alle forestillingerne – lyt til noget af det under fanen “Musik”.

Her et uddrag af de forestillinger, vi har spillet:

  • Charlie og Chokoladefabrikken – af Roald Dahl
  • Eventyret om den kedelige Knud – baseret på “Eventyret om den grimme Manfred” af Tage Danielsson
  • Mordets Melodi – efter den gamle danske film fra 1944
  • Perlen – af John Steinbeck
  • Ali Baba og de fyrretyve røvere – fra “fra 1001 nats eventyr”
  • Matilda – af Roald Dahl
  • Momo og tidstyvene – af Michael Ende
  • Hamlet – Shakespeares klassiker skrevet om til at handle om alkohol. Et projekt med støtte fra Sundhedsstyrelsen, hvor forældre stod på scenen sammen med deres børn
  • Dirty Johnny – Baseret på klassikeren “Dirty Dancing”
  • Skatteøen – Robert Louis Stevensons klassiker i vores egen fortolkning
  • Peter Pan – Peter Pan er blevet voksen og kedelig. Baseret på filmen “Hook” af Steven Spielberg
  • At leve, elske og lære – et eventyr om H.C. Andersens liv
  • Don Quijote – Den ældgamle roman skrevet ind i nutiden.
  • CO2rro – en klimaforestilling baseret på Kim Fupz “Kommando Villavej” og Isabel Allendes “Zorro”
  • Djævelens Lærling – af Kenneth Bøgh Andersen
  • Charlie Grow Up – 25 års jubilæumsforestilling, hvor Charlie fra “Charlie og chokoladefabrikken” er blevet voksen og uduelig
  • Anastasia – Myten om den russiske prinsesse, der måske overlevede den russiske revolution