Mikkel Thorn Jensen

Genåbningen lader vente på sig

Vi havde sådan håbet at kunne melde ud til jer, at vi kunne åbne op igen sammen med kultur- og fritids tilbuddene. Desværre er dette ikke tilfældet. Årsagen er, at vi administrativt hører under Skovbrynet Skole og derfor skal overholde de restriktioner, der gælder på skoleområdet. Vi må dermed ikke blande børn på tværs af klasser og må ikke som voksne gå på tværs af grupper.

Vi savner sådan at lave teater med jer allesammen og håber at det snart går så godt med smitten, at der kan løsnes yderligere på skoleområdet. Vi står helt klar som tigre på spring til at komme i gang igen.

Vores nye hjemmeside går i luften!

Vi savner virkelig at lave teater, men har udnyttet lukketiden til at give vores hjemmeside en ordentlig overhaling. Den burde være blevet lettere at finde rundt på (især på mobil og tablet), men skriv meget gerne en mail til os, hvis I oplever noget, der burde gøres smartere.

Vi glæder os sådan til at komme i gang med teater igen!

Årets forestilling aflyst

 

Vi har i lyset af omstændighederne omkring corona og de stigende smittetal set os nødsaget til at aflyse årets forestilling. Heldigvis kan undervisningen på holdene fortsætte som normalt – naturligvis med alle de forholdsregler, der er brug for!

Lukket og slukket?

Det er en underlig tid, men vi skal alligevel spille forestilling i år. Vi er gået i gang med at øve til årets forestilling “Lukket og slukket?”. Det bliver noget helt andet, end vi nogensinde har prøvet før, for vi er jo nødt til at overholde alle retningslinjer. Vi er superspændte og glæder os til at vise forestillingen (omend det kun bliver for en lille publikumsgruppe ad gangen).

Tilbage efter sommerferien

Det har været hårdt at skulle undvære teater så længe, men nu er der snart kun en sommerferies tid til, at vi starter op igen. Teaterskolens hold starter op igen fra d. 31/8 og vi kan ikke vente med at se en masse glade teaterelever igen – selvfølgelig med alle de forholdsregler, der skal til på det tidspunkt.

Har du også savnet teater eller ved du slet ikke, om du har savnet teater, men vil gerne prøve det? Så gå ind og læs om holdene og skriv til os på Facebook eller på mail, hvis du vil prøve at gå til teater efter ferien.

Køb billet til Matilda

Matilda er en lille klog pige, der desværre er født ind i en helt rædselsfuld familie, der ikke tænker på andre end sig selv og mest af alt synes, at Matilda er irriterende og i vejen. Da Matilda en dag finder ud af, at hun bør gå i skole, åbner der sig en helt ny verden af sjove legekammerater, spændende ny viden og en voksen, der interesserer sig for hende. Skolen ville være et vidunderligt sted, hvis det ikke var for skoleinspektøren Frk. Buldervold. Hvad skal Matilda og de andre børn stille op, for at få skovlen under de voksne, der ødelægger det hele?

Kom ned i Skovbrynet Teaterskoles teaterkælder (Værebrovej 156, 2880 Bagsværd) og oplev vores elever i alderen 8-19 år give den gas som alt fra bøvede mekanikere til tørre bibliotekarer – fra skinkede skønhedsduller til artige skoleelever.

Forestillingen spiller:

Onsdag d. 27/11 kl. 17.00

Torsdag d. 28/11 kl. 17.00

Fredag d. 29/11 kl. 19.00

Lørdag d. 30/11 kl. 15.00

Billetter kan købes på Skovbrynet Skoles skolebibliotek på tlf. 39 57 65 63
Voksne: 50 kr., børn: 25 kr.

Årets store forestilling bliver Matilda

I år skal teaterskolens tre ældste hold spille Matilda – en historie om en lille pige, der lever i en verden, hvor næsten alle de voksne er både dumme, lede og egoistiske. Men måske kan Matilda noget helt særligt, der kan få skovlen under de voksne… Historien er oprindeligt skrevet af Roald Dahl, der bl.a. også har skrevet Charlie og chokoladefabrikken, men vi har som sædvanligt taget og rykket godt rundt i historien, så den bliver vores helt egen.
Forestillingen spiller:
Onsdag d. 27/11 kl. 17.00
Torsdag d. 28/11 kl. 17.00
Fredag d. 29/11 kl. 19.00
Lørdag d. 30/11 kl. 15.00
Sæt allerede nu kryds i kalenderen!

Sæsonopstart

Så er det på mandag d. 2/9 og tirsdag d. 3/9, at årets teatersæson starter. Vi glæder os så meget til at se alle de søde medlemmer igen – og forhåbentlig også nogle nye.

Vi sætter igen i år en stor forestilling op med hele teaterskolen. Vi spiller 27/11-30/11, så sæt allerede nu kryds i kalenderen!